World War 3 versioner
Den online internetbaserede version af spillet blev påbegyndt i 2001 og lagt online sidst i samme år. Spillet var en kraftig reduceret udgave af det oprindelige spil. Det egentlige formål med at lave en online version var faktisk så jeg selv kunne spille spillet mod computeren. Men jeg endte med at offentliggøre spillet.
I spillet havde man selve landene at angribe, hvor der var registreret 194 af disse. De militære enheder var blevet "pakket" så de havde nogle standardværdier for angreb og forsvar, og de enkelte våbentyper fjernet fra spillet. Kampsystemet var relativt simpelt, hvor spillets motor styrede forsvaret.
Man tjente penge hver gang et land blev erobret og for hver dag der gik i spillet, alt efter hvad man ejede. Der var også indført atomvåben i spillet, der kunne bruges som en hurtig men meget dyr måde at vinde et land på. Derudover var det muligt for spillere at gå sammen og spille som en gruppe, hvor man dog kun havde muligheden for i gruppen at vinde, og ellers ikke havde nogen fordel af gruppen. Spillet var programmeret til at stoppe, så snart en spiller eller en gruppe havde erobret samtlige lande.
Spillets første runde
Den første runde i spillet strakte sig over næsten 3 måneder, før nogen vandt. Vinderen blev mig selv og min samarbejdspartner Kim. Vi fik afsluttet spillet ved at smide en atombombe i det sidste land vi manglede.
World War 3 - The Counter Attack
Den anden version af spillet blev erklæret som en realitet efter af version 1 gradvist var blevet udbygget. Nogle af de nye ting var blandt andet indførelse af byer, der skulle erobres, før man kunne erobre selve landet.
Der blev også ændret en del på kampsystemet, så de militære enheder nu havde mere specialiserede fjender, de var gode til at ramme, frem for bare alle. Således kunne en ubåd have gode chancer for at ramme skibe, knap så gode chancer for at ramme andre ubåde og meget dårlige chancer for at ramme alt muligt andet.
Der var også blevet tilføjet en masse specielle våben som for eksempel en tyv, der kunne stjæle militære enheder fra de andre spillere og lignende. Og for hver af disse også enheder, hvormed man kunne beskytte sig, for eksempel mod tyverier.
Der blev tilføjet en stor mængde mindre opdateringer også.
World War 3 - Season 3
Den tredije - og formedentlig sidste - version af spillet bød som hovedattraktioner på en komplet omskrivelse af hele spillet og omlægning på en ny database, for at gøre spillet hurtigere og mere stabilt. Selv om der kom mange flere funktioner til, lykkedes det at reducere spillets størrelse fysisk med omkring 40%. Dette skyldes, at koden var blevet rodet efter de mere end 500 opdateringer, der var blevet tilføjet gennem tiden.
De primære ændinger var at man nu havde et udviklingstræ, man skulle igennem, hvor hver gren gav adgang til nogle af de forskellige specielle våben og bygninger. På den måde kunne spillerne bevæge sig forskelligt rundt i træet og have forskellige enheder. Udviklingstiden blev sat, så det ville være umuligt at nå at udvikle alt inden for en normal spillerunde. For at kompensere for dette, blev det gjort muligt at handle med udviklede teknologier.
