Dag 5 - Ground Zero
Vi besluttede med ømme fødder efter den foregående dag, at købe et Metro-kort så vi kunne køre med Subway og busser. Der lå en nedgang til Subway i samme bygning som hotellet, så det var tilpas tæt på. Man har hørt meget dårligt om New Yorks Subway, men det virkede mere sikkert end S-toget i København.
Ground Zero
Det første stop var Ground Zero. Og det var noget af en omvæltning at komme fra det hektiske Midtown ned til det mennesketomme WTC-område. Ground Zero kunne vi ikke se meget af, da det var godt indhegnet, men det man kunne se, var ikke andet end en byggeplads 5 etager under jorden. Vi valgte at gå rundt om området og ud til Hudson-floden. Men det var en lidt mærkelig oplevelse, mest på grund af at der næsten ingen mennesker var.
Battery Park
Battery Park City er et lidt idyllisk havneområde præget af store bygninger med store plæner forum. Ligesom i WTC-området var der ikke mange mennesker på gaden.
Vi fulgte floden syd om Manhattans spids forbi monumentet for 2. verdenskrig, om til færgeterminalen. Herfra afgår hver halve timer færger til Staten Island. Det er gratis at sejle med, så det er oplagt at tage en tur. Har man ikke tænkt sig at besøge selve Staten Island, kan man blot forlade færgen, gå rundt om terminalen og ombord igen. Dette valgte vi at gøre.
Under sejlturen har man en formidabel udsigt til frihedsgudingen og til dels Manhattan Skyline.
Wall Street
Efter sejlturen gik vi op til Wall Street for at spise frokost. Det passede lige med at vi ramte frokostpausen for alle kontorfolkene, og da vi ankom blev gaderne pludselig fyldte med mænd i lyseblå eller lyserøde skjorter og slips, der halsede afsted for at finde en sandwich eller et stykke pizza.
Selve Wall Street - der er en meget lille gade - var dog ikke så imponerende som vi troede. Det meste af gaden var fyldt med afspærringer, kontrolposter og politi. Men det er alligevel et sted man er nød til at se.
Chinatown
Fra Wall Street gik vi nordpå ad Broadway mod Chinatown. Undervejs stiftede vi bekendtskab med newyorkernes ejendommelige hjælpsomhed. Normalt værdiger de ikke nogen et blik og svarer utrolig kort fra munden. Men når man står med at kort og ser forvirret ud, går der ikke længe før en af dem standser op og spørger, om man har brug for hjælp. Og så er de svære at komme af med igen.
Chinatown var nok som vi havde hørt om. En stor bydel fyldt mad asiatere, kinesiske skrifttegn og alt muligt andet fra asien. Chinatown var afgjort en heksekeddel.
Little Italy
Fra Chinatown gik vi nordpå igen til Little Italy, der i dag blot bestor af en enkelt hovedgade. Resten er blevet ædt op af Chinetown. Vi kunne sådan set kun identificere Little Italy på de bannere i farverne fra det italienske flag, der hang over gaden.
Fra Little Italy tog vi Subway hjem til hotellet. Til trods for at vi havde Subway-kort, fik vi også gået et uendeligt antal timer denne dag. Men vi sparede afgjort en del kilometer ved at tage Subway på de lange strækninger.
Aften på Times Square
Om aftenen gik vi igen på Times Square for at suge stemningen til os.
Forbrug denne dag: $48,- (Dkr.: 300,-) 