Dag 1 - Kaos

Vækkeuret ringede omkring klokken halv fem om morgenen på en søndag. Stik imod normal praksis var vi oppe i et faretruende tempo og havde været i bad og fået morgenmad lang tid før planlagt. Derefter var det ud i bilen med kufferter, tasker, trøjer og hvad der ellers skulle med, gennemtjekke hele huset, gennemtjekke hele oppakningen, gennemtjekke alle tjeklister. Tjekke os selv. Hvad manglede? Var vi klar? Var vi dem der var kørt? Det var vi.

Vi havde tjekket flere gange, at turen ville tage omkring 3½ time i bil. Dertil beregnede vi cirka en halv time til at få parkeret bilen og komme til selve terminalen i Kastrup Lufthavn, hvor vi så ville være de korrekte to timer før afgang.

Inger skulle køre derover. Vi røg ud af hullerne lige til tiden og var fra starten af sindsygt utålmodige, brokkede os over bare synet af andre trafikanter og gennemgik tjeklisterne igen og igen. På et tidspunkt fik vi så vidt som til at gennemgå tjeklisten for selve bilen, og vi grinede lidt nervøst over, at vi ikke havde tjekket olie. Det var ikke noget vi gjorde så ofte, og den havde jo været i sydeuropa mange gange uden at skulle tjekkes undervejs.

Panik på vejle-broen

Lige før vi i lynmarch-tempo nåede Vejlefjord-broen, kom der en rytnisk lyd, der ikke helt passede med musikken. Jeg studsede lidt over det og drejede på blæseren for at se om det var den. Det var det ikke. Så slukkede jeg for radioen for at se om det var den. Det var det heller ikke. Vi kiggede undrende på hinanden netop som vi fløj ud på broen. Og så lød der et ordentligt smæld et sted ude foran!

Inger fik katastrofeblink sat på og fik bilen ind til siden. Jeg var sikker på en punktering og gik rundt om bilen, mens Inger løb tilbage, da hun syntes vi tabte et eller andet. Alle dæk var hele, så jeg satte mig ind igen. Her så jeg at tændingen stadig var på, men motoren gik ikke. Mærkeligt. Jeg slukkede tændingen og åbnede motorhjælmen for at se om jeg kunne se noget dér. Jo tak, jeg kunne se flammer.

Panik. Med scener for øjet af eksploderende biler, rev jeg alle kufferter og tasker ud af bilen og kylede dem hen af den regnvåde motorvej. Ventede. Hvad nu? Hvad nu? Hvad NUUU? Ingenting. Ilden gik lidt efter ud, og vi begyndte en sand storm af telefonopringninger. Falck - som vi ikke var medlem af, rejsebureauet - der først åbnede om mandagen, lufthavnen - der ikke svarede. Venner, bekendte, familien, hjælp.

Det endte med at vi blev medlem af Falck for et uhyrligt gebyr og de hentede bilen og kørte os til toget. Vi kunne lige nå det. Desværre var det lang tid siden vi havde kørt med DSB, så vi tog ikke højde for forsinkelser. Og selvfølgelig kom vi for sent. Vi var det 20 minutter før afgang, men det var alligevel for sent.

Strandet i København

Det var det. Vi strøg over for at booke det næste ledige fly, men fik beskedden om, at det næste fløj om tirsdagen og i øvrigt kunne vores billetter ikke byttes. Vi måtte købe nogle nye og sådan var det. I vanvittig panik indså vi, at det havde vi ikke råd til, og vi begyndte at argumentere på livet løs. Til sidst fik vi byttet vores billetter mod et beskedent gebyr på 2.800 kroner, og kunne således komme afsted om tirsdagen og også 2 dage senere hjem.

Godt. Næste problem var hotellet. Vi ringede flere gange til rejsebureauet, men de kunne ikke hjælpe os. Til sidst måtte vi ringe fra en mobiltelefon direkte til hotellet i New York, og det lykkedes at flytte to af nætterne, så de så at sige røg om på den anden side af turen til Niagara Falls. Det kostede dog prisen svarende til 1½ overnatning - altså omkring 1.000 kroner. Resten af bestillingerne behøvede ikke blive ændret.

Da alt dette var ordnet var vi totalt færdige. Vi tog ind og fandt et hotel på Istedgade og faldt nærmest omkuld, efter at have besvaret en milliard "hvad-så?" opkald og SMS' er. Mirakuløst fik vi os slæbt ned for at få noget at spise. Skuffede. Angste. Trætte.

Sikke en start.