Dag 9 - Nationalpark
Det var med lidt sørgmodige følelser vi forlod Niagara Falls, da vi følte vi godt kunne bruge en dag mere med at gå rundt at kigge. Men på den anden side glædede vi os også helt vildt til at komme tilbage til New York. Vi var også lidt trætte oven på en hård dag i Niagara Falls, så der var også lidt vrissen i bilen og sådan noget.
Vi lagde turen en del mere østover for at komme gennem en stor nationalpark i bjergene, hvor newyorkere om sommeren tager bilen eller helikopteren op for at slappe af. Det var et utrolig flot naturområde, hvor vi brugte et par timer på at køre rundt og kigge. Blandt andet fandt vi en gammel træbro med tag, som jeg altid har drømt om at køre igennem.
Vi kom ned mod New York ad den gamle indfaldsvej - Palisades Interstate - hvilket var en utrolig smuk strækning. Her kørte vi over George Washington Bridge til Harlem på Manhatten og derfra sydpå ad Henry Hudson Parkway. Det var faktisk også en flot tur.
Prøvelsen kom lidt da vi skulle køre i Midtown Manhatten for at smide kufferterne af ved hotellet og bagefter op og aflevere bilen. Det viste sig dog at være rimeligt nemt, da næsten alle veje er ensrettede og 4-8 sporede, og man blinker bare og dytter lidt og så går resten af sig selv.
Det var lækkert at være tilbage i New York.
Forbrug denne dag: $116,- inklusiv benzin. (Dkr.: 710,-) 